Vinterhimlen Del 2: Osiris og Thor

Isis og Horus

Isis passer den lille Horus. Fra museet i Louvre

Efter at have haft den korteste dag kan vi se frem til lysets genkomst. Det føles måske ikke sådan, men nu begynder dagene at blive længere, og vi er faktisk halvvejs gennem mørket. Denne begivenhed har inspireret mennesker siden de begyndte at finde ud af at der var et cyklus, og denne inspiration kan ses i de mange vintersolhvervsfester og i de mange historier om vinterhimlen som afspejler dem. Sidst hørte vi om jægeren Orion, denne gang vil jeg tage fat i to andre kulturer: Ægypterne og Vikingerne.

Ægypternes stjernehimmel, en lille note.

Vi kan på nuværende tidspunkt se den stjerne som var den suverænt vigtigste i deres samfund: Sirius. Før vi fortsætter snakken om ægypterne er der en ting som er ret vigtig at slå fast. Den kultur vi ofte kalder ”antikkens Ægypten” strækker sig over godt 3000 år. Derfor er der ret så omsonst når vi taler om antikkens ægyptere som én fælles kultur. Det svarer lidt til at tale om hele den danske kultur, fra bronzealderen til i dag under én hat! Så man skal altid holde sig for mente at ægypterne har ændret deres tro, filosofi og kultur mange gange i løbet af den tid, så enhver historie vil altid være en version ud af rigtig mange. Værre end med grækerne.

Sirius havde en ret vigtig position under ægypternes storhedstid. Sirius var nemlig den stjerne som de brugte til at definere deres kalender. Når Sirius kunne lige netop ses dukke op over horisonten lige efter solnedgang svarede nogenlunde til tidspunktet for store monsunregn i Midtafrika, og dermed med tidspunktet for Nilens oversvømmelser. Oversvømmelserne var et kerneelement i ægypternes hverdag, da Nilen bidrog med en masse næringsstoffer midt i ørknen som gjorde landbrug muligt, så at kende dens rytmer var set som den højeste og vigtigste magi Farao kunne præstere.

Osiris, Isis, Horus og Set

Sirius var mytologisk set, et symbol for Sopdet som nok er et andet navn (måske en forgænger) for den mere kendte Horus. Horus var søn af Osiris (afbilledet ofte i stjernebilledet Sah: på græsk Orion) og hans søster-kone Isis (afbilledet ofte i Sopdu: Store Hund). Osiris var konge over verden, noget som hans bror Set (afbilledet nogen gange i Karlsvognen eller i Lille Bjørn) forsøgte at ændre på.

Set var stormenes og ørkenens gud, og ønskede inderligt at arve hele riget. Derfor opsøgte han flere gange Osiris og myrdede ham. Men hver gang ville Isis samle ham sammen, og genoplive ham. Set prøver så at myrde ham ved at skære ham i små dele, men igen, Isis finder alle dele, syr dem sammen og genopliver Osiris. Til sidst splitter Set ham i meget små stykker, og den ene af stykkerne (hans manddom) bliver kastet i Nilen og spist af en krokodille (måske Sebek, krokodille-guden). Nu kan Isis ikke komplet genoplive ham, men hun forsøger alligevel, ved at erstatte hans manglende del med en attrap af guld. Osiris bliver aldrig hel dog, og må derfor eksistere i underverden som dens hersker. Heldigvis når Isis at blive gravid med Osiris, og føde sønnen Horus, efter hendes 77 dages vandring i Duat, underverden, med Osiris. Der går 77 dage fra Sirius sidst ses på himlen til den dukker frem igen. Det er Horus som bekæmper Set, og det er ham som alle faraoer nedstammer fra (og dermed har en guddommelig ret til at herske). En af historierne om Horus’ betydning fortæller om hvorfor vi har nat og dag.

Ægypternes verdensbillede

Guderne Geb (Jorden, som ligger ned), Nut (Himmelgudinden som står i bro over Jorden) og Shu (Luften, som holder himlen oppe). En anden gammel myte er at Nut føder Solen hver morgen i øst, som så kravler på hendes mave, og om aftnen spiser hun sønnen bid for bid. Fra De Dødes Bog – Greenfied Papyrus, opbevaret ved British Museum.

Det er nemlig Horus (eller Ra, Amun, eller dem alle sammen) som rejser i den store Solbåd tværs over himlen, gennem hans bedstemor, himmelgudinden Nut. Når han når horisonten sejler han den modsatte vej, under bedstefar Geb (jordguden), og dermed i Duat. Her skal han nemlig udkæmpe et slag mod Apep, den store slange, gud for kaos og mørke, som bor dernede. Kampen er farlig, men heldigvis har han sin far Osiris til at genoplive ham, så han kan sejle frem igen hver morgen.

Vikingerne.

Frej

Frej med sværd og Gyldenbørste. Billede af Johannes Gehrts, fra 1901

Nu springer vi rigtig meget frem i tiden, fra ca. 2000 f.Kr. til ca 1000 e.Kr. Det sjove er at vi nærmest kender flere historier fra ægypterne end vi kender fra vores egne forfædre. Ægypternes historier er nemlig nedfældet i de store monumenter de formået at får rejst. Vikingernes historier kender vi hovedsageligt fra kristne munke som nedskrev dem, nogen gange hundreder af år efter periodens afslutning. Derfor er vores viden om vikingernes stjernehimmel også noget begrænset, men det er nok ikke et tilfælde at de fleste af vikingernes stjernebilleder vi kender, ofte hører til vinterhimlen.

Vi kan starte med Orion. Figuren er et så veletableret mønster, at vikingerne også fik den til at fremstå som en mand. For vikingerne var dette frugtbarhed og høstens gud, vanen Frej, med et magisk sværd som kunne slås af sig selv, og som på himlen strækte sig hele vejen ned til Sirius. Frej gad nemlig ikke slås, han var meget mere glad for at passe sine marker og sine dyr. Dermed var han noget af en atypisk vikingegud, men, han var jo også fra den tidlige fjendtlige gudestamme ”vanerne” og er oprindeligt i Asgård som en gidsel fra krigen, sammen med sin søster, Freja. Orions bælte ses dog også ofte under navnet ”Friggs Rok” eller ”Friggs Spinderok.” Frigg var Odins kone, og havde åbenbart høns, som kunne ses i hvad vi i dag kalder plejaderne.
Sirius selv menes at være den stjerne som bliver kaldet ”Lokes brand” eller ”Lokes fakkel” som formegentlig hænger sammen med en tabt historie (omend, det nok ikke kan undre nogen at Loke, jætte-guden for bl.a. ild var skyld i en mytologisk brand). Følger vi Frejs bælte finder vi Hyaderne (V’et i Tyrens hoved). Dette var for vikingerne stjernebilledet ”Vargkäften:” Fenrisulvens gab, som bed hånden af krigsguden Tyr. Hver stjerne er en af ulvens glinsende tænder.

Fenrisulven

Fenrisulven bider Tyrs hånd af. Billede af John Bauer fra 1911

Den mest kendte af vikingestjernebillederne er dog nok Karlsvognen, som også er det eneste af vikingernes billeder vi stadig bruger i dag. Karl er et udtryk for ”Mand” og Karlsvognen går også under navnet ”Mandevognen.” Det var i vikingernes mytologi tordenguden Thors vogn, som man kunne se parkeret på himlen. Vognen var trukket af Tanngrisnir og Tanngnjóstr (Snerrer og Knurrer), to geder som kun spiste råt kød og drak mjød og kunne flyve. Når han fløj med vognen, ville det slå gnister fra hjulene (lyn) og rumle (torden). Blev han sulten, kunne han slagte gederne, og så længe man holdt knoglerne hele og samlet, kunne gederne genoplives igen.

Thors mandevogn

Thor bekæmper jætterne fra sin stridsvogn. Billede af Mårten Eskild Winge fra 1872.

Når der er en mandevogn er der naturligvis også en kvindevogn. Det er Lille Bjørn, som i vikingernes historier er Kvindevognen, og afbilleder Frejas stridsvogn. Freja var nemlig også krigsgudinde, ud over at være kærlighedsgudinde, og havde derfor naturligvis også en stridsvogn, trukket af to katte.

Med disse historier er der kun tilbage at ønske jer alle en glædelig jul, og et godt nytår. Skulle i være ude og kigge efter julemandens kane på himlen, kig godt i området omkring Kvindevognen. Med lidt held vil i kunne se egernet Ratatosk, som farer på himlen op og ned af Ygdrasil (Mælkevejen) med lysende hale (stjerneskud) og omkring Jul har vi Ursiderne, som kan levere en ret så pænt jule-lysshow.

Dette indlæg blev først publiceret på www.kroppedal.dk

Frejas vogn

Freja på sin kattetrukket vogn. Billede af Nils Blommér fra 1852.

Vinterhimlen del 1 – Orion

Nu nærmer vinteren sig, og med den meget bedre muligheder for at opleve himlen fra sin bedste side. I Danmark har vi jo lange vinternætter, og ofte er de skarpe frostnætter skyfrie og klare. Det er derfor intet under, at mange af de mest kendte stjernebilleder kan ses på vinterhimlen.

Vinterhimlen med de centrale stjernebillede optegnet (Orion, Tyren, Kusken, Tvillingerne, Lille Hund, Store Hund og Haren) samt vinter sekskant og trekant i hhv. rød og blå

Vinterhimlen med de centrale stjernebilleder optegnet (Orion, Tyren, Kusken, Tvillingerne, Lille Hund, Store Hund og Haren) samt vinter sekskant og trekant i hhv. rød og blå

Mest kendt af disse er jægeren Orion, som med tre stjerner på række i bæltet, er et pejlemærke for de fleste, som har kigget op på himlen. Lige som sommertrekanten har vi også en vinter trekant og en vinter sekskant, men de er ikke helt så kendte, da man alligevel har Orion at regulere sig efter.

Orion, Tyren og Plejaderne

Historien om Orion er et af de ældste græske heltesagn, vi kender. Odysseus ser Orions skygge på sin vej gennem dødsriget, og vi må derfor antage, at Orion var en velkendt skikkelse allerede under Homers tid. Som det er tilfældet med mange andre gamle savn, er der også om historien om Orion en myriade af forskellige versioner, fortolkninger og sidehistorier. I den klassiske fortælling fra Hesiod, er Orion søn af havguden Poseidon og gorgonen Euryale. Havende havets gud som far, kunne Orion gå på vandet, noget han benyttede til at besøge de forskellige øer i det græske øhav. På øen Chios møder Orion prinsesse Merope (i nogle versioner hans forlovede) og kongen Oenopion. Til en fest drikker Orion for meget og ender med at angribe Merope, hvilket får Oenopion til at blænde Orion, og smide ham væk. Orion er ofte set afbilledet som en blind mand. Dog bliver han kureret! Ifølge legenden bliver Orion guidet til det fjerne Øst, hvor Solen, Helios, bor, og kurerer Orion.

Det mørke "hul"i den røde tåge er selve hestehovedet. I virkeligheden er det en klump støv som blokerer for at vi kan se lyset bagved.

Det mørke “hul”i den røde tåge er selve hestehovedet. I virkeligheden er det en klump støv, som blokerer for, at vi kan se lyset bagved.

Den mest kendte af hans fortællinger er dog den som er afbilledet på himlen: hans store jagt. På øen Kreta jager Orion sammen med jagtens gudinde Artemis, og kommer her (måske pga. endnu en druktur, ja, man lærer jo sjældent af sine fejl) til at prale med, at han kan finde ud af at jage alle dyr i hele verden. Derfor er Orion på en konstant jagt efter det næste dyr, sammen med sine to jagthunde Sirius og Procyon (som er navnene på de klareste stjerner i hhv. den Store Hund og Lille Hund). I en af fortællingerne møder Orion syv søstre, Plejaderne, som er nymfer, og han bliver forelsket i dem. I hans forfølgelse af dem bliver selve Zeus nød til at træde til og fjerne nymferne fra verden og placere dem på himlen, i ryggen på den store Tyr, og tæt på deres halvsøstre Hyaderne. Orion jagter stadig Tyren på himlen (måske for at kunne forfølge de stakkels nymfer igen). Han er så optaget, at han slet ikke opdager Haren, som er ved at stikke af mellem hans ben.

Stjernehoben Plejaderne set fra Hubble teleskopet

Stjernehoben Plejaderne set med Hubble teleskopet

Jagten er også, det der bringer Orions død. Der er to versioner af dette savn. Første version går ud på, at Apollon, bror til Artemis, ikke er glad for hendes forhold til Orion. Mens Orion er i bad, driller han hende med, at hun slet ikke er så god en skytte, som hun selv går og tror, og at hun ikke kan ramme Orions lille hoved fra den afstand, men… det kan hun. Den mere gængse version af hans død er at han i sin jagt møder en Skorpion. Skorpionen er skabt af Jorden, Gaia, da hun frygter for dyrene. Da Orion ser Skorpionen, betragter han det som en let sag at myrde endnu et dyr, og forsøger derfor at kvase den ihjel, men her bliver hans hybris besvaret med et stik fra Skorpionens brod, som ender med Orions død. For at mindes ham og Skorpionen bliver de begge placeret på himlen, dog i hver sin side, så når Orion forsvinder fra himlen dukker Skorpionen op (på sommerhimlen) og vice-versa. Populært siger man, at Orion forsvinder, da Skorpionen kommer og slår ham ihjel, og senere kvaser slangeholderen Ophiuchus Skorpionen, så Orion igen kan blive fri.

Sjove ting at holde øje med ved Orion

Orion er et sandt paradis for folk med selv små kikkerter. Følger man bæltet, kan man finde en lille svag stribe af stjerner som danner hans sværd. Det er her, man finder den majestætiske Orion-tåge M42: den stjernetåge som er tættest på os og dermed det mest fotograferede rum-objekt overhovedet. Tågen er en sand stjernefabrik, og man kan med store teleskoper se nye stjerner blive skabt af dette restmateriale, endda med små protoplanetariske disks omkring dem (altså med små støvskiver som en dag vil udvikle sig til nye planeter!).

Billede af Orion tågen M42 set fra Hubble teleskopet, efter megen redigering

Billede af Orion tågen M42 set fra Hubble teleskopet, efter megen redigering

I kikkerten ser M42 ud som en lille tåget klat, som kan ligne et lille spøgelse lidt. Farverne man kender fra rumbillederne opnås først ved lange eksponeringer, brug af filtre og lidt computer ”snyd.” Det er også i Orion, man kan finde Hestehovedtågen og andre ret kendte objekter. Hele Orion er basalt set en stor stjernetåge, så lige meget hvor man kigger, er der store chancer for at få en oplevelse.

For folk uden kikkert er der stadig en masse at se på. Orion består af meget klare stjerner og specielt hans skuldre (Betelgeuse og Bellatrix) og hans knæ/fødder (Saiph og Rigel) udmærker sig som meget klare. Her er det også tydeligt at se, at stjerner kan have forskellige farver. Betelgeuse er en ret så rødlig stjerne, så meget det kan ses med det blotte øje. Tilsvarende kan man, hvis man følger Orions bælte opad, finde endnu en rødlig stjerne: Aldebaran som er øjet i Tyren.

Orion tågen som den vil se ud med en (god) kikkert

Orion tågen som den vil se ud med en (god) kikkert

Stjernerne er røde da deres overfladetemperatur er ”lav” (kun ca. 3000 grader). Lige som man kender det fra en bunsenbrænders blå varme flammer kontra de koldere røde flammer, så lyser stjernerne mere rødt. Disse to er så også kæmpestore stjerner. Temperaturen er lav, da de er i deres sidste fase, og ”snart” vil dø i en eksplosion: en supernova. Hvornår det sker, er svært at gisne om, men Betelgeuse anslås at være ret så tæt på, så muligvis inden for den næste par årtusinder (men forhåbentlig i løbet af de næste par aftner så vi kan få os et sandt lysshow!).

Orion som vejviser

En lille skema for, hvordan man kan finde rundt på vinterhimlen vha. Orion. Fra Wikipedia

Når man nu er ved Tyren, kan man også pege kikkerten og/eller øjnene mod ryggen og Plejaderne. Dette er et åbent stjernehob, altså en gruppe af stjerner (med teleskop kan man se, at der er mange flere end 7) som er født sammen, og er ved at glide væk fra hinanden. Man kan med et godt teleskop se at noget af den støvsky som har dannet dem stadig ligger omkring dem, og skinner når lyset fra dem bevæger sig igennem.

Følger man Orions bælte den modsatte vej, finder man øjet/hjertet/snuden på den Store Hund: Sirius. Sirius er også et fabelagtig objekt selv uden kikkert. Det er den klareste stjerne på himlen overhovedet, meget klarere end Nordstjernen, som mange ellers tror, er den klareste. Sirius er en ung, stor, varm, blå stjerne og et sandt fryd for øjet. Stjernen har også stor betydning i mange kulturer, bl.a. ægypternes og vikingernes, men det må i læse om i næste uge…

Dette indlæg blev først lagt op på www.kroppedal.dk

(Sen-) Sommertrekanten og dens historier

Sommertrekanten (Stellarium)

Sommertrekanten er en retvinklet trekant dannet af Deneb, Vega og Altaïr, og kan ses i de tidlige aftentimer mod syd. Billede genereret vha. Stellarium

Vi har nu lagt de lyse nætter bag os. Om end dette betyder at vi nu ikke længere kan nyde de lange sommerferiedage til grill og hygge med venner og familie, betyder det også at vi nu i Danmark kan nyde synet af stjernehimlen igen. Og sommeren er ikke helt over, sådan, astronomisk set.

Sommertrekanten, og dens historier

Nogen af de klareste stjerner i sommeren (og særdeles sen-sommeren) er de tre stjerner som danner asterismen Sommertrekanten. De tre stjerner hedder Deneb, Vega og Altaïr. Hver stjerne ligger i sit eget stjernebillede, nemlig henholdsvis i halen på Svanen (Deneb kommer fra order for hale på arabisk), Vega i Lyraen (om end Vega oversættes til ”Den Dykkende Ørn”) og i øjet på Ørnen (Altaïr er endnu et arabisk navn, for ørn).

Disse tre stjernebilleder er med i utællelige fortællinger, blandt disse er historierne om Zeus og Leda, historien om kidnapningen af Ganymedes, historien om Herkules’ kamp med de Stymfaliske fugle med næb og klør af jern, og mange flere. Jeg vil dog tage fat i en anden historie, for man skal huske at selvom vi i dag bruger de græske stjernebilleder som de officielle, så har andre kulturer også haft deres egne fortællinger.

Niulang og Zhinv, Sommertrekanten

De to elskende genforenes over skade-broen. Maleri fra Sommerpaladset i Bejing. Fra Wikimedia Commons.

Væveren og Ko-hyrden

Historien om væveren og ko-hyrden strækker sig tilbage i hvert fald 2600 år, til Han dynastiet i Kina. Historien er tragedien om de to elskende Zhinhu, som er prinsesse og meget dygtig væver af silke, og Niulang, en simpel ko-hyrde. De to unge var meget forelskede i hinanden, og når de var sammen var de så opslugt af hinanden at de ikke længere kunne passe deres arbejde. Derfor besluttede Kejseren at de skulle skilles fra hinanden. For at gøre dette så absolut som muligt beslutter han at placere de to på hver sin side af den Store Sølvflod (Mælkevejen). De to kan stadig ses på himlen i dag som stjernerne Vega (Zhinhu) og Altaïr (Niulang), som sidder og passer sine to køer (de to stjerner β og γ Aquila, eller Alshain og Tarazes, som ligger på hver side af Altaïr). Det hele er dog ikke helt forfærdeligt. De to har nemlig muligheden for at mødes én gang om året. De to er heldigvis gode venner med fuglene, og specielt med skaderne. Så én gang om året, på den syvende dag efter den syvende fuldmåne, flyver alle skader om i himlen og danner en bro over Sølvfloden, så de to kan mødes. Skulle det dog regne denne dag er det fordi noget går galt, og de to ikke kommer til at mødes. Regnen kaldes for tårenes regn.

Historien danner rammerne om den kinesiske Qixi festival, den japanse Tanabata festival og den koreanske Chilseok festival, som nogen gange bliver nævnt som asiens svar på Valentins dag. Til denne festival knytter sig en utal af traditioner, så som at brænde falske pengesedler som offer til at få et succesfuldt kærlighedsliv, ofre frugter o.l. hvis man er nygift for at byde Zhinhu og Niulang farvel, osv. Den mindst sympatiske tradition stammer fra Korea, hvor det er kutyme at kaste sten efter skader, hvis man ser dem på gaden. De passer jo ikke deres job med at lave himmelbroen!

Historien viser meget godt hvordan stjernehimlen har inspireret, og stadig inspirerer, mennesker over hele kloden, og har i tidens løb bragt folk sammen. Vi lever trods alt alle sammen under den samme himmel.

Dette indlæg blev først lagt op på www.kroppedal.dk

Bloglovin

Follow my blog with Bloglovin

Så er jeg begyndt at bruge Bloglovin. Det er et værktøj til at følge mange blogs nemt. Jeg aner ikke om et er fornuftigt sammenlignet med gode gamle rss-feeds, men, man skal prøve før man kan sige noget om det.

 

 

High- eller low-fantasy – En fornuftig beskrivelse?

Den tredje weekend i juli holdt Ripen Liverollespil deres traditionelle sommerscenarie. I år var denne ikke koblet på en kampagne, men blot et enkeltstående scenarie, med mulighed for udvidelse, ved navn Requiem. Scenariet blev beskrevet som et klassisk high-fantasy scenarie, i modsætning til tidligere års Llamir-kampagne, som blev beskrevet som en mere low-fantasy setting.

Store dele af de sidste par år er gået med at beskrive scenarier inden for disse to kategorier, men specielt det seneste Requiem scenarie har fået mig til at tænke på, hvor brugbar denne beskrivelse i det hele taget er, specielt hvis den ikke er kædet sammen med ydeligere beskrivelser.

Slår man op på wikipedia er forskellen mellem high- og low-fantasy, hvorvidt settingen foregår i et alternativt univers, eller i vores verden, med små modifikationer. Således er Dungeons & Dragons, Dragonlance, Eragon og Requiem high-fantasy, mens True Blood, World of Darkness o.l. er low-fantasy. Men definintionen af high-fantasy tillader også, at handlingen kan foregå i et parallelt univers, eventuelt med adgang til og fra vores, og dermed er Narnia, Fionavar Gobelinen og Harry Potter high-fantasy. Og da vi udelukkende taler om alternative universer, er Ringenes Herre og A Song of Ice and Fire (gjort populært af serien Game of Trones) at betragte som high-fantasy. Går vi til ydelighederne må Warhammer 40k og Red Dwarf ligeledes ses som high-fantasy, mens Shadowrun er low-fantasy og Battlestar Galactica et sted midt imellem (som dog nok hælder til low-fantasy).

Nu har jeg namedroppet rimelig mange forskellige setting. Jeg vil påstå, at disse er meget forskellige, selvom de er dækket under samme beskrivelse. Det er derfor principielt umuligt udelukkende ud fra high-/low-fantasy betragtningen beskrive hvorvidt scenariet er en klassisk D&D/Diablo/Warhammer-klon eller noget á la Harry Potter, eller Stardust, eller endda Arrowsmiths 1. verdenskrigssetting. Som oftest vil man supplere med en stemningsbeskrivelse. Middelalder-high-fantasy er en del mere beskrivende, men selv her ved vi ikke, om vi taler om den komplette dagligdagsmagi-verden som i Forgotten Realms, eller den mere diskrete fra A Song of Ice and Fire.

Ud fra denne definition har vi i øvrigt den twist, at de to Ripen spil, Requiem og Myten om Llamir, reelt begge falder inden for high-fantasy kategorien, da de begge foregår i alternative universer. Definitionen er derfor ganske enkelt ikke hvad folk forbinder med den.

Den mere gængse tanke når man taler high- eller low-fantasy er hvor udbredt magi, elvere, drager og andre mystiske fænomener er. I denne definition falder D&D og Harry Potter stadig ind under high-fantasy definitionen (sammen med Shadowrun) hvor A Song of Ice and Fire, Llamir (og Warhammer 40k) falder ind under low-fantasy kategorien. Men problemerne er stort set de samme. Igen ved vi ikke hvilken setting der reelt menes, og selv prefikset “middelalder-” vil kun kunne indsnævre det til settings som Forgotten Realms, Diablo, Conan the Barbarian eller Warcraft. Beskrivelsen kommer derfor til kort.

Når man beskriver sit spil bør man derfor fortælle om settingen. Hvordan ser landet ud. Hvad er de politiske forhold. Hvad er den almene opfattelse af magi. Eksisterer magi? Eksisterer der semi-moderne teknologier? Er der andre racer end menneskeracen. Hvad er legenderne om disse? … Det kræver sit at beskrive en hel verden så spillerne bliver nogenlunde enige, og man kan konstruere stort set et uendelgt antal både high- og low-fantasy verdner inden for begge definitioner af disse.

Så hvorfor virker det til, at rollespillere ynder at anvende disse begreber som beskrivelser når de er så mangelfulde? Som jeg ser det, er det ikke meget forskelligt end at diskutere diverse madvarer ud fra, om de er kød eller frugt. Det hele bliver så forsimplet, at man kompet mister hvad man egentlig ønsker, at beskrive ens setting.

Så her kommer et spørgsmål til dig: Hvilket jargon skal vi bruge når vi diskutere scenarier? Hvordan slipper vi for disse overfladiske beskrivelser? Hvordan beskrives en setting bedst muligt?

Første indlæg – om mig

Jeg har altid interesseret mig for mange ting. Nok alt for mange ting. Specifikt strækker mine interesser sig fra naturvidenskab, til historie, filosofi, spildesign, medievidenskab, politik, og meget mere. Jeg mener, at det er ved en blanding af alle akademiske fag, man i sandhed kan forstå livet, universet og alting bedre (end 42).

Jeg er kort sagt en (wannabe-) polyhistor-nørd. Som nørden går jeg meget op i mine interesser, som så blot viser sig at være stort set alting. Det er så også løgn. Jeg finder fodbold ret kedeligt (men folk der ser fodbold, samt den taktiske spil ganske underholdende).

Dette er så min blog. Det kommer nok mest til at fungere som lille bi-beskæftigelse med uploads når jeg bliver inspireret. Men her kan du forvente lidt af alt. Astrofysik, middelalderhistorie, politik, den sidste nye film og endeligt rollespil, popkultur og måske endda lidt fotografi, byliv og rejser.

Selve navnet på bloggen, Dybest Set, stammer den danske oversættelse af “Deep Thought,” supercomputeren designet til at bestemme svaret på livet, universet og alting i bogen The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy (Svaret er i øvrigt 42, hvis du ikke skulle vide det…)

Men lidt om mig, helt konkret. Omend mine interesser spænder ret vidt, besluttede jeg allerede som 10-årig at jeg ville være astronom, og det er den drøm, som jeg stadig forfølger. Jeg er p.t. ved at skrive speciale i astrofysik ved Instituttet for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet. Projektet hander om en række teleskoper, som skal danne et netværk, SONG, hvormed man kan observere stjerner kontant uden påvirkning af Jordens rotation. Men mere om det senere.

Ved siden af arbejder jeg som formidler på Steno Museet (hvor min interesse for historie og i særdeleshed videnskabshistorie er blevet skabt) og skal til at undervise i fysik på C og B niveau på Varde Gymnasium og HF.

Når der så er en smule fritid, spiller jeg gerne rollespil. Her taler jeg både om den slags ude i skoven (liverollespil), men også den slags rundt om et bord med et sæt terninger.

Jeg bor i et kollegie-lejlighed i Risskov, sammen med min forlovede, Kathrine, samt mange af vores fælles-venner inden for ganske kort afstand. Kathrine studerer jura på Aarhus Universitet, arbejder frivilligt i Krims retshjælp og er også en komplet nørd (og stolt af det). Hun specialiserer sig dog mest i jura, (engelsk-) litteratur og rollespil. I særdeleshed elsker hun at sy kostumer og lave accesories til diverse live-rollespilskarakterer, som hun viser frem i sin egen blog: Confessions of a part-time law student

Jeg håber du kommer til at finde denne blog interessant. Dette er min første reelle forsøg med dette medie, så kom gerne med kritik og ideer.

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 428, der følger denne blog

%d bloggers like this: